Vildgær

Jeg har fanget vildgær. Faktisk er vildgær ikke så vild. Den fanges nemt ved bare at sætte en krukke med lige dele vand og mel på køkkenbordet. Den kommer faktisk helt uden at man kalder. Jeg lod bare somom den var et vildt bæst og satte min fælde i haven - med en netstrømpe om, så udyr ikke hopper i også og låget løst lagt på, så regnen ikke falder i det.



Efter et par dage begyndte melblandingen at boble og vildgæren var min. Den må ikke blive lyserød eller grå, for så er melblandingen mugnet. Den skal istedet lugte lidt sur som eddike. Dernæst trak jeg strømpen af krukken, lukkede låget til og satte den i køleskabet.

Når jeg bager bruger jeg det meste af min surdej - det hedder melblandingen med vildgær - og gemmer lidt til næste gang. Inden den igen havner i køleskabet har jeg tilsat nyt mel og vand og ladet den stå i nogle timer og hygge sig på køkkenbordet, så den igen har masser af bobler i overfladen. For at holde surdejen i live, skal der bruges af den og tilføjes nu mel og vand mindst en gang i ugen ... sådan cirka...



Brød bagt på surdej skal hæve mere end når du bager på købe-gær. Brødet præges desuden af den gær du fanger - de er forskellige, nogle (meget) bedre end andre.

Det forlyder at et hus ikke kan have en unavngivet surdej. Jeg har kaldt min Simon Emil - naturligvis efter politikeren. Surdej og Simon Emil er på en eller anden måde helt gal på den og alligevel kun til at holde af :)