Rønnebær er i den grad sure. Men også smukke. Rønnetræer står i haver og hegn og kendes på de 6-8 par savtakkede småblade. Træet blomstrer i maj-juni med duske af hvide små blomster. De bliver i august/september til de rødorange bær, som vi vil bruge til gele.
Når du er ude og plukke rønnebær gør du klogt i at tage æbler med hjem også - om de er fra træerne eller fra købmanden er op til dig - men en rønnebærgele uden æbler er en besk fornøjelse.
Har du en saftgryde er det super - men ellers koger du bare bær og æbler i en almindelig gryde og sir saften fra i et klæde natten over. Jeg bruger gerne 4 dele æbler og 1 del rønnebær, men nogle kan faktisk godt lide blandingen en til en.
Saften måles og varmes i en gryde. For hver liter saft tilsættes et kilo sukker. Hvis æblerne var knapt modne kan du udelade ekstra stivelse, men ellers tilsættes dette efter anvisning på pakken.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar